Post by GM Winnowill on Jan 25, 2011 17:24:01 GMT -5
Panka Santo
afsondret ølandsby
afsondret ølandsby
På den yderste pynt ved det vestlige hav finder man Panka Santo, en mindre by med et stort ry. De bedste ridedyr, der forhandles i hovedstaden, kommer fra de pankanske opdrættere, der med deres lange tradition for at færdes på de vidtrakte sletter, har indfanget og avlet nogle af de mest hårdføre bæster, der kan findes i vildmarken. I byen finder man da også et meget berømt stutteri, hvor der ligefrem udbydes undervisning til dem, der vil kunne lidt mere end bare at transportere sig selv. Desuden ernærer mange af byens beboere sig ved fiskeri, og havet synes uudtømmeligt i området.
Det er ikke mange, der begiver sig ud på en så besværlig rejse, som det er at komme til Panka Santo, og vildmarken er ikke et sted for tøsedrenge. Alligevel krydser opdrætterne regelmæssigt sletterne for at komme til Népolis, og det anses for at være god skik og brug at slå følgeskab med dem for at formindske faren, hvis man skulle støde på dem. Befolkningen i byen består hovedsagligt af gamle familier, der påstår altid at have boet på stedet, og fremmede, der slår sig fast ned, bliver ikke ligefrem varmt modtaget. Af samme grund er byens eneste offentlige kro af en temmelig ringe standart, og kan man sove under åben himmel må dette altid foretrækkes frem for de bulede halmmadresser, som bliver stillet til råde for de rejsende.
En ting man dog ikke kan andet end at elske er de smukke, gamle træer, der står overalt i byen, og selvom klimaet kun er en smule varmere end det man finder i Minaria, er der intet bedre end at ligge i deres skygge om sommeren. Da det vestlige hav ikke er nær så dybt som de østlige, er det ofte oprørt og svært at sejle på, men efter lang tids træning kan pankaerne styre i hvilket som helst vejr. Det siges også, at de er i stand til at forudsige regnskyld ved farven på træernes blade. Det regner mere her end andre steder, og folket er holdt op med at lade sig mærke med det. De glæder sig i stedet over at det altid holder de små floder længere sydpå fyldt og græsset langt og saftigt.