Post by GM Winnowill on Jan 25, 2011 14:56:28 GMT -5
Osaha
kongelig grænseby
kongelig grænseby
Med sin placering, kun to dages ridt nordøst for hovedstaden, er Osaha et af de steder, man bare må besøge, før man rejser ud i vildmarken. Det er de gamle kongers sidste bastion, og det er også her, den unge prinsesse og nuværende regent er bosiddende. En landtange forbinder Osaha med kontinentet på den anden side af de østlige have, men den er fra gammel tid langsomt smuldret væk, eroderet af bølgerne under voldsomme storme. For at forsøge at bibeholde kontakten, har man, så langt tilbage nogen kan huske, langsomt erstattet den naturlige overgang med en bro af sten. Op imod halvdelen af byen er bygget ude på selv broen, hvilket giver et indtryk af, hvor stort et bygningsværk det er.
Oprindeligt var det en bred port, der skulle sikre toldrettighederne, men nu tjener det imponerende bygningsværk ved broens start som kongelig bolig, og der er fri passage igennem, da der af ukendte årsager for tiden kun kommer få rejsende fra øst. Officielt styres landet fra Népolis, men det er i Osaha, at alle de giftige magtkampe og beslutninger bliver taget. Med hav på hver side, har byen gennem tiderne skulle kæmpe for sit liv mod elementernes vanvittige rasen, og det er ikke sjældent, at man ser bølgerne slå frådende ind over de yderste hustage. Af samme grund er de huse, der er beliggende på broen, alle bygget i sten, og alt renoveres løbende, så man undgår katastrofer. Osaha er en af de mere velstående byer og har derfor ikke noget decideret slumkvarter, men til gengæld har den nordlige ende de mest besøgte bordeller i landet.
Den specielle beliggenhed gør det muligt for byens erhvervsdrivende at udnytte både vand- og vindkraft til f.eks. at holde blæsebælge og møllekværne i gang uden trækdyr. Det sparer både tid, penge og kræfter, og er en medvirkende faktor til at byen er så rig.