Næsten-fysisk arbejde

[Maze]

Det var en smuk dag, og selv i den sene eftermiddagstime bagte solen energisk. Maze lagde slibestenen fra sig et øjeblik for at strække armene. Ledene føltes tunge af varmen, og det brændte let på oversiden af hænderne. Han åbnede og lukkede næverne et par gange for at få bevægeligheden tilbage i fingrene. Det var forbløffende, så virkeligt det hele kunne synes. "Nüüd on see päev ju lõppenud~" mumlede han med et smil og ærgrede sig over, at han ikke kunne huske melodien - eller resten af teksten for den sags skyld. Sjovt som den slags praktisk taget helt ubrugelig viden pludselig kunne give mening når man befandt sig i en (tilsyneladende) gammel, beskidt middelalderby. Maze rykkede sig lidt tilbage, så han bedre kunne støtte sig op ad husmuren, og fortsatte det møjsommelige arbejde med at slibe det gamle sværd, så det i det mindste kunne blive nogenlunde anvendeligt. Det højre ben svingede afslappet på den ene side af broens kant et par meter over vandspejlet, det andet støttede det rustne slagsværd, så det ikke pludselig smuttede fra ham. Vandet i floden klukkede tillokkende omkring bropillerne. Det gamle metal var tæret af vind og vejr og så bulet, at man kunne høre hver eneste ujævnhed hver gang den porøse slibesten bevægede sig henover bladet. Han havde fundet det billigt inde på markedspladsen og havde mest for sjov forsøgt at presse prisen yderligere ned. Det havde taget ham hele formiddagen, men det var også en yderst standhaftig NPC, der ikke var programmeret til at reagere på provokationer og brok. Men fået det havde han da, og selvom det var i elendig stand, var det da bedre end ingenting. Det sværd, han havde modtaget som startequipment, havde været ret godt og krævede næsten ingen vedligeholdelse, men en eller anden idiot havde stjålet det mens han var ved at handle på pladsen, og var forsvundet i mængden, før han kunne nå at reagere. Slibestenen skurrede henover en lille forhøjning med en skinger lyd. Smeden i Panka Santo skulle nok have kunnet gøre det noget hurtigere, men det var ikke lige en rejse man foretog sig alene, når man ikke havde noget ridedyr. Slet ikke i så lavt et level. Han havde selvfølgelig kunnet få et par af sine venner med på det, men de havde alle sammen så pokkers travlt med at bekymre sig om turneringer og virtuelle krostuer, at det grænsede til det latterlige. Mens Maze asede med det næsten-fysiske arbejde, kom en overordentlig luset hund krybende forbi. Den stoppede op lidt væk, kom så nysgerrigt nærmere og snusede til det bemærkelsesværdigt store skjold, der stod lænet op af broens kant og støttede mod hans bøjede venstreben. "Hush!" Mazes stemme skræmte hunden fra vid og sans, og den tog straks flugten. Drengen kiggede ikke engang efter den. Han var efterhånden vandt til de nærgående men harmløse semimonstre i byerne.

[raelene]

Raelene løftede et øjenbryn, da et trist, forhutlet kræ passerede hende med halen mellem benene. Hun forsøgte at kalde den til sig, men den reagerede ikke på hendes lokken og var hurtigt væk. Ærgerligt. Hun kunne ellers godt have tænkt sig en hund. Måske skulle hun alligevel være blevet wanderer. Men hun havde da sin hest. Lige nu stod han og ventede ved den gamle taverna, udmattet af indtryk fra bylivets larm og trængsel. Det var i hvert fald én måde at tolke ridedyrets urolige trippen på. Raelene hankede op i den veludstoppede taske, hun havde over skulderen, og satte farten lidt op. Hun kom lige fra Auktionshuset, hvor hun havde forsøgt at sælge nogle af sine fremstillinger videre, og var på vej tilbage til den ældre del af byen. Idet hun trådte ud på broen, fik hun øje på en velkendt skikkelse, der sad på kanten i fuld gang med hvad, der så ud som en umulig opgave. "Hey, handsome~" Raelene knipsede til det store skjold, der gav en rungende lyd fra sig."Hvad pokker er det dér?" Sidst hun havde set Maze, havde han haft et ganske udemærket begyndersværd med sig. Hun kunne huske at have tilbudt at shine det lidt op for ham, men han havde været fuldstændig ligeglad med at vedligeholde det. Sådan en barnerumpe.

[Maze]

Nogen nærmede sig, og Maze løftede hovedet, da vedkommende fik hans skjold til at synge. Solen blændede ham et øjeblik så skarpt, at han ikke kunne se, hvem det var, der havde talt til ham, men så tonede den lille figur langsomt frem. Han trak på smilebåndet, dernæst skuldrene, "Mit forsvar." Slibestenen gled i samme øjeblik henover en ru plet, der fik bladet til at afgive en hvinende lyd. Lavt bandende smed Maze stenen fra sig og bøjede sig over klingen for at se, om han havde efterladt et mærke. Stålet var gammelt og blødt flere steder, og så snart han havde fået slebet det skarpt på den ene side, fandt han hakker og uregelmæssigheder på den anden. Der var heldigvis ikke sket noget videre med æggen. "Kaster du lige stenen op til mig?" Han gestikulerede i retning af slibestenen og gav sig tid til at sætte sig lidt bedre til rette. Hans venstre ben føltes som om det var faldet i søvn. Besynderligt, siden han praktisk taget allerede sov. "Hvad laver du egenlig i Népolis? Jeg troede du var over alle bjerge efter du fik fat i en hest?" Han rettede blikket mod den unge kvinde. Det var et stykke tid siden, han sidst havde set hende, og hver gang overraskede hendes lille skikkelse ham. Han havde kun orket at lave sjov med hendes højde de første 30 gange de mødtes, for hun hoppede næsten aldrig på den og endte som regel med bare at le af ham og kalde ham barnlig.

[raelene]

Drengen havde ikke behøvet at spørge. Efter han havde kastet stenen fra sig, samlede Raelene den øjeblikkeligt op og stod og vejede den i hånden. Den var helt lun af at blive gnidet mod metallet. Før hun rakte den til ham, overvejede hun, om hun skulle benytte lejligheden til at gøre lidt gengæld for alle de ting han havde drillet hende med gennem tiden, men hun kunne ikke få sig selv til at 'tabe' den ud over kanten, når han nu for en gangs skyld havde fundet en stillesiddende aktivitet. "Jeg sparer lidt op ved at sælge mine ting på markedet her i byen. Desuden er det ikke så smart bare at ride rundt alene, når man ikke er på et højere niveau." Faktisk brugte Raelene al sin tid på markederne, og det var den primære årsag til at hun stadig var i så lavt et level, når hun havde spillet betydeligt længere tid end Maze. "Og du kan lige så godt droppe det. Du kommer ikke med nogen steder. Med sådan en brødkniv kan du ikke beskytte noget som helst." Hendes øjne gnistrede, men hendes smil dominerede, og hun hoppede elegant op på kanten af broen ved siden af Maze, der igen var i gang med sten og metal. Et øjeblik syntes hun, at hun kunne mærke noget, og tog sig til maven med en klukken. Når folk mistede arme og ben kunne de have fantomsmerter, men hun havde da godt nok aldrig forestillet sig, at man kunne få fantomfornemmelser af spark fra et barn, der knap nok måtte have fået sine lemmer endnu. Med et uendelig kærligt blik fantaserede hun sit ufødte barn for sig. Der var stadig mange måneders venten endnu. Alt for mange. Hun sled sig væk fra den dejlige tanke, men kunne slet ikke kontrollere det smil, der strålede over hele hendes ansigt.