Post by Maze on Feb 27, 2011 5:31:01 GMT -5
In game karakter
Navn: Maze
Alder: 19 år
Køn: dreng
Level: 9
Class: Lord
Retning: Path of the shield
Stats: Fokus på strength, stamina og defence.
Udseende:
Maze er 1,74 m høj, har lange ben og kraftige overarme, mørke øjne og et særdeles charmerende smil. Over hele hans krop finder man et utal af fregner (pigmentfejl om man vil), og hans tykke hår har en dyb lilla nuance.
Tøj/equipment:
Overkrop: At han arbejder som Lord er let at se ud fra hans tøj, der er slidt og hullet, og værst er det gået ud over hans tynde lærredsskjorte, der efterhånden minder mest om en Sweizerost. Ud over den bærer han en kraftig lædervest med påsyede lærredsærmer i mangel af bedre. Den er udsmykket med to metalamuletter på brystet. Venstre skulder er beskyttet af en smukt forarbejdet anordning af metal, som ikke hæmmer hans bevægelsesfrihed stort, og som hidtil har kunnet holde stand mod hvad som helst. I tilfælde af koldt eller vådt vejr, ejer han en tyk uldkappe med hætte, der går næsten helt ned til jorden. Han har et bredt læderarmbånd omkring venstre håndled til støtte, når han skal parere slag.
Liv: Et smalt læderbælte med små metalstykker banket på til pynt - en del af dem er dog faldet af med tiden, så de ikke længere danner noget genkendeligt mønster.
Ben: Et par slidte, brune lærredsbukser.
Fødder: Et par lidt for store, kraftige, højhalsede støvler, der til gengæld kan holde til lidt af hvert.
Våben: Maze er den lykkelige ejer at et rundt skjold på ca. 1,7 meter i diameter, og som har reddet ham for en del skræmmer i tidens løb, selvom det er noget besværligt at bakse rundt med. Det er lavet af flere lag forarbejdet hesteskind og er stivet af med et ydre lag af metal. Der er en smal bræmme med skrifttegn rundt langs kanten, men ellers har det ikke nogen udsmykning. Desuden forsvarer han sig med et noget gennemrustent sværd, som han anskaffede sig lidt i panik, da hans oprindelige blev stjålet. Det er ikke specielt skarpt, men det er udemærket at parrere ting med. Men lidt kraft bag kan det da også godt bruges som slagvåben.
IRL karakter
Navn: Kristjan Saar
Alder: 19 år
Køn: dreng
Nationalitet: Estland
Personlighed: Der er dem, der kalder ham en lømmel, men som regel bliver han bare betragtet som en stakkels misforstået dreng, der ikke kan gøre for sin selvdestruktive trang til at genere folk og bryde en grænse så snart, han får øje på den. Han gør det heller ikke af ond vilje, men snarere fordi han har lettere masochistiske tendenser og ikke har noget imod negativ opmærksomhed. Men på trods af det, er han en forbløffende smilende dreng, og det er kun meget sjældent, at han falder hen i melankoli. Sollys er ham en evig kilde til forundring. Det er heller ikke ret tit, at han bliver vred, men så falder hammeren til gengæld også for alvor. Man kan nok med rette kalde ham temmelig voldelig. Han har svært ved at koncentrere sig om stillesiddende beskæftigelser, og når han snakker med folk, giver han sig tit til at vade frem og tilbage eller pille ved ting. Han er temmelig passioneret af sind, og hvis der er noget eller nogen, han vil have - men ikke kan få, ender det som regel med, at han smadrer genstanden og skræmmer personen væk. Samtidig bør man nok heller ikke stole for meget på de bånd, han knytter til andre folk. Godt nok kan han blive hjernedødt væk i en forelskelse i lang tid af gangen og nære meget intense kammeratskaber med alverdens besynderlige mennesker, men det er på ingen måde en forpligtelse for ham, og han er ikke bleg for at skride, når han ikke gider mere. Utroskab i kæresteforholdene og tillidsbrud blandt vennerne er snarere reglen end undtagelsen. Han er ikke uintelligent. Han forstår bare ikke, hvorfor ting skal være mere komplicerede end at man kan løse dem med en øl eller en flad. Til hans mere elskelige sider kan man bemærke, at han ikke er typen, der beskylder andre for sin egen ulykke eller bærer nag. Livet går sin gang, og han tager imod det, som det kommer. Faktisk er han efterhånden blevet ret glad for sin rolle som Maze (lord), der giver ham muligheden for at gøre en positiv forskel for andre, men inderst inde i sit lille, sorte hjerte kan han stadig bedre lide ris end ros. Han går på ingen måde op i sin generelle levestandart og kan leve af dåsetun i uger af gangen, ligesom han heller ikke bruger nogen penge på tøj. Han er desuden ikke bleg for at benytte sig af besynderlige ordsprog fra Estland, selvom de oversat til andre sprog godt kan give nogle temmelig upassende billeder.
Baggrund / introducering til Athia:
Kristjan havde aldrig interesseret sig synderligt for computerspil, måske fordi han aldrig havde haft sin egen pc. Nogle aftener sad han ved siden af sin storebror og betragtede ham nedslagte såvel politibetjente som terrorister, men aldrig i mere end et øjeblik. Så begyndte det at svimle for ham og krible over hele kroppen, og den stensikre kur var at hugge broderens mus, springe ud af vinduet og flygte over hals og hoved grinende rundt i haven indtil han blev fanget og måtte bide i græsset. Når han nu tænkte tilbage, havde himlen altid været lyseblå, og han havde aldrig kunnet løbe sin bror træt lige gyldigt hvor mange blomsterbede, han fór igennem, eller hvor mange gange han skreg om nåde. Han besluttede med sig selv, at sådan en computer måtte have en form for magisk kraft. Det var i hvert fald de eneste gange han så sin bror lave rullefald over kølerhjelmen, der stak ud af garagen, eller ramte plet med de bolde, han kylede efter ham. Gang på gang måtte han give op og faldt hylende og skraldgrinende om på plænen, mens hans bror kæmpede for at få musen fra ham, og hans lange pandehår kildede Kristjan på halsen. Han var aldrig i tvivl om, at han var bøsse. ”Hey! Av! Du behøver ikke være så voldelig,” grinede han og rakte udmattet musen i vejret. Hans bror snuppede den ud af hånden, plantede en knytnæve i maven på ham og vrissede, ”Den, der ikke er bange for smerte, får tingene gjort.” Kristjan himlede med øjnene og skar grimasser af hans ryg. ”Retfærdighed har ingen familie.”
En god dreng, det var, hvad de kaldte ham. En god dreng, der bare skulle hjælpes lidt på vej. Lidt på vej, min bare. Den, der låner sin røv ud, må skide gennem munden. Men Kristjan havde ikke noget imod, at den mandlige støttepædagog sad og pustede ham i nakken i timerne. Faktisk lavede han nogle gange ballade bare for at blive skældt ud. Men han var altid ’en god dreng’, og det irriterede ham grænseløst. Han var rastløs. Skolen var bare skole. Nogle gange dumpede han med vilje sine prøver, for at han kunne bruge timer i et lille lokale sammen med vejlederen, der tog sig til hovedet og bandede over, at de måtte starte helt forfra på pensum. Men Kristjan var en god dreng, han fortjente at få en chance til. Nogle gange gabte han højlydt i timerne bare for at mærke den bestemte hånd lukke sig anstrengt og hårdt om hans skulder for at få ham til at tage sig sammen. En dag hældte han oven i købet en kop varm kaffe ud over sin lærers bukser – kun delvist med vilje. Det gav ham en eftersidning. Men varmen efter lussingen sad i hans kind resten af dagen. Når timerne blev for lange, gav han sig til at betragte sine klassekammerater i eftermiddagslyset. Opstoppernæser, flyveører, modermærker, kalveknæ, bumser, monobryn, hagedun og fregner. Af en eller anden grund faldt han altid i staver, når hans blik nåede til drengen helt ude ved væggen i rækken foran. Han havde mørkt, tykt hår, der altid så veltrimmet ud, selvom det var længere end de andres. Han var ikke særlig høj, gik kun Kristjan til næsen, og så havde han så mange fregner over hele kroppen, at den ene af hans forældre måtte være rødhåret. Det var i hvert fald, hvad folk sagde. Ikke rigtig asiatisk, men bestemt heller ikke europæisk. En gang imellem bemærkede han, at han blev betragtet. Så drejede han hovedet og sendte Kristjan et smil, der fik hans mave til at slå kolbøtter som om han stadig stod og afventede lærerens slag med sammenknebne øjne. Han forsøgte engang at smile tilbage på samme måde – så man kunne se tænderne – men var så forfjamsket, at han slugte et hik og lavede et farligt postyr. Hans hænder sitrede ukontrollerbart længe efter at smældet fra linealen havde fortaget sig, og den lille fregnede dreng sendte ham et bekymret blik under armen, fordi han var bange for også at blive straffet. Han hed Auli og var kun halvt estlænder på trods af sit navn.
Han var Kristjans bedste ven gennem resten af folkeskolen, og Kristjan var hans hemmelige beundrer helt op gennem gymnasiet. Nogle gange kunne han finde på at give sig til at rode i Aulis hår eller rette på hans tøj bare for at blive skubbet væk og kaldt en bøsserøv, og han gik endda så vidt som til at omfavne ham, når de var alene, og nød drengens forskrækkede udbrud i fulde drag sammen med de venskabelige lammere, der plejede at følge efter. Men Auli skred aldrig på trods af, at han heller aldrig gav nogen respons på den slags hændelser, og efterhånden som de blev ældre, voksede han Kristjan over hovedet, fik endnu flere fregner, og begyndte at interessere sig for computerspil. Virtual reality, kaldte han det. Og som den gode dreng, satte Kristjan sig troskyldigt og så til, mens hans ungdomsforelskelse forelskede sig i de kolde ting og den uhyggelige hjelm, der hørte med. Det lignede en omgang sci fi. Han kunne kun holde koncentrationen et øjeblik, rejste sig for at gå, ombestemte sig, drejede lidt rundt om sig selv, gik hen til døren, snurrede rundt, og vadede så hen til den opslugte skikkelse, der af og til udstødte små lyde, som om han reagerede på en verden, som Kristjan var lukket ude fra. Han bøjede sig ned og viftede lidt foran hjelmens skærm uden at få noget svar. Så løftede han med et snuptag hjelmen af hovedet på ham og stak af med den. Der gik kun få sekunder, før Auli var efter ham med et brøl. Han var helt rød i hovedet, og det var tydeligt, at han havde været i gang med noget meget vigtigt. Værelset var en noget mindre legeplads, end den gamle have havde været, og Kristjan nåede ikke mange gange rundt om det lille bord og kontorstolen, før den fregnede skønhed kastede sig over ham og væltede ham om på gulvet. Han satte sig på hug ved siden af den faldne med et stort grin og rakte sejersbevidst ud efter hjelmen, mens Kristjan stædigt låste armene omkring den og forsøgte at komme op at sidde uden at bruge hænderne. Auli skubbede ham med lethed tilbage igen og rynkede brynene i en påtaget truende grimasse. ”Herr Saar, hvis du ikke overleverer det headset til dets retmæssige ejermand lige med det samme, ser jeg mig nødsaget til at kysse dig.” Kristjan spærrede øjnene op, og Auli så sit smut til at rive hjelmen ud af armene på ham i et øjebliks uopmærksomhed. ”D-det kan du da ikke bare sige..?!” Han var målløs. Aulis fregnede ansigt lyste op i et stort smil, og han rettede pludselig bevidst på sit hår. ”Hold da op. Jeg ved sgu da godt, at du er homoseksuel.” Han rakte en hånd ud og hjalp Kristjan på benene. ”Hvad havde du regnet med? Den der snyder, er en hund, og den, der lader sig snyde, er en idiot.” Da Kristjan stadig bare stirrede dystert på ham, lod han sagtmodigt smilet falme. ”Hør, jeg troede ikke det gjorde noget, når vi var venner..? Jeg mener, vi har sgu da også set porno sammen, for fanden!” Han så nu næsten lige så bedrøvet ud som dengang han havde været indirekte skyld i en række smæk over fingrene. ”Hey, Saar, jeg er ked af det, okay? Jeg skulle have sagt det noget før. Du ved… jeg er jo ikke til mænd, vel?” Kristjan hørte ikke rigtig efter. Det var såmænd ikke fordi han var chokeret over, at Auli havde opdaget noget. Han havde trods alt aldrig været særlig diskret omkring det og givet ham masser af indiskrete tilbud i årenes løb. Og det var heller ikke, fordi Auli var til kvinder, for det havde han vidst lige så klart, som han havde håbet på det modsatte. I bund og grund håbede han vel bare på at få en eller anden reaktion. En reaktion ud over platte undskyldninger og hule bebrejdelser. Han savnede den tid, hvor de kunne slå på hinanden til den ene fik blodtud, og den anden begyndte at tude. Det var ikke spor sjovt at vokse op. Auli var løbet tør for ord. Kristjan åndede tungt ind, fnøs, skubbede ham væk og smækkede sig ned i kontorstolen foran den unødvendige computerskærm. ”Hvad kaldte du det her? Atri?” Et dybt, lettelsens suk dalede ned på hans skulder, og Auli stoppede forsvarligt hjelmen ned om ørerne på ham og gav den et klask. ”Athia. Athia, hedder det.” Mens han i roligt tempo instruerede sin ven i de basale regler og principper omkring spillet, bemærkede han, at den karakter, der trådte frem på skærmen foran Kristjan, lignede ham selv til forveksling. Et øjeblik gik han i stå og betragtede forundret, hvordan en masse fregner trådte frem på drengens ansigt. Han havde ikke et spejl i nærheden, men han var ikke i tvivl om, at de sad præcis, hvor han havde set dem i morges. Auli bankede en gang på hjelmen og ville have ham til at holde op med at freake ham ud, men Kristjan tastede hurtigt MAZE og trykkede enter. Figuren susede af sted ud i cyber space, og der gik et stykke tid, før han fjernede hjelmen. ”Idiot…” Auli dunkede ham halvhjertet på skulderen og vendte sig væk. Det var en udmærket afsked.
Efter sommerferien startede Auli på universitetet, og Kristjan fandt sig et deltidsarbejde som vikar på den gamle skole. Der gik længere og længere imellem deres ufrivilligt planlagte, tilfældige sammenstød, og snart hilste de ikke engang længere, når de bumpede ind i hinanden. Aulis kæreste havde langt, mørkebrunt hår og et ynkeligt blik, der så ud til at kunne flyde over, hvis man så meget som rørte ved hende. Kristjans kæreste havde en stor tatovering mellem skulderbladene og et cigaretforbrug, der truede med at slå ham ihjel indenfor de næste 10 år.
Så kom drømmene. Første gang vågnede han fuldstændig stakåndet, som om han havde løbet rundt det halve af natten. Næste aften vågnede han flere gange uden at kunne huske hvorfor, og sveden haglede af ham. Tredje morgen stod han op med en mærkelig fornemmelse af, at han havde set Auli, og fjerde nat holdt han sig ganske enkelt vågen af frygt for, at der var gået noget i stykker inde i hans hoved. Femte nat ligeledes. ”Så slap dog af, mand. Dine øjne er helt tørre…” Kristjan vendte sig irriteret væk og takkede nej til den kop, hans kæreste rakte frem mod ham. Han havde drukket tre liter kaffe indenfor det seneste døgn, og hans hoved sveg og skreg til ham, at han skulle gå i seng. ”Hør, jeg mener det alvorligt, du ligner lort. Hvad fanden er det, du har rodet dig selv ind i?” Koppen blev stillet temmelig aggressivt på køkkenbordet, så noget af kaffen skvulpede over og lavede en våd ring på den i forvejen stærkt plettede bordplade. Han vidste ikke, hvad han skulle svare. Måske var han bare overtræt, men selvom han ikke havde sovet den nat, bankede hans hjerte hårdt og vedvarende mod hans ribben, mens han samlede sine tanker. Der var nogen, der forfulgte ham. Nogen, han ikke havde lyst til at møde. Da han ikke svarede, daskede kæresten til hans skulder. ”… er det så slemt?” Kristjan lod sig glide ned af bordet med en hovedrysten, greb sin frakke og smækkede døren efter sig, før han trådte ud i vinterkulden. Hans ånde frøs til is endnu før, den var nået ud af hans mund. Vinden stak i ham som syle, og han lukkede hurtigt jakken til og trak hætten op over hovedet. Han behøvede ikke at se sig tilbage for at vide, at hans kæreste holdt øje med ham fra vinduet. Han var ikke nogen drømmefyr, men han sørgede da for at rede trådene ud, når Kristjan kom på afveje og fik lagt sig ud med de forkerte mennesker. Med en pludselig beslutsomhed begav han sig ud i vintermørket.
En enkelt bil overhælede ham, men ellers var kvarteret helt dødt. Det tynde lag frostsne på vejbanen genspejlede gadelygterne som en lang række af selvlysende biller, og kulden fordrev for en stund den altopslugende træthed. Han gik i flere timer uden noget mål. Tempoet ændrede sig ikke, selvom hans kinder snart var gule af frost, og hans tænder klaprede. Det føltes som om hans muskler langsomt blev til tunge isklumper, og hver gang han tog et skridt, knasede de ubehageligt. Men han fortsatte ufortrødent og nød den stilhed, det gav i hans hoved. Da solen så endelig tittede op over de laveste hustage, sank han sammen på en trappesten. Han rystede af kulde. ”Sygt… jeg bliver fucking sindssyg” stammede han frem for sig selv og lo kvækkende, mens han forsøgte at få kontrol over sine sitrende læber. Foran ham dalede et par trodsige fnug af sted på solstrålerne, og snart fik han øje på en lille kat, der smøg sig hen langs husmuren. Den var tynd og udhungret, men den så ikke ud som om, den frøs. I virkeligheden var det heller ikke så koldt. Frosten var oven i købet allerede fordampet fra asfalten, og nedenunder lå et sammenstampet lag af flis og savsmuld. Kommunen forsøgte da også at spare på alt. Katten stoppede op, da den fik øje på ham, og pilede så den anden vej. Kristjan fulgte den med øjnene. Det gik pludselig op for ham, at han ikke kunne genkende det område af byen, han havde bevæget sig ind i. Husene lignede noget fra stenalderen, meget hyggeligt faktisk, hvis det da ikke lige havde været for stanken. En forvildet høne kom rendende pludrende forbi ham med en ældre kvinde i hælene, og drengen så forvirret efter dem. ”Hej! Er du også nybegynder?” Han så op og tabte kæben. En ung, storbarmet kvinde stod og vinkede til ham. Hun var klædt helt i hvidt, en slags kjole eller noget, og om skulderen havde hun en stor taske. Han havde kunnet sværge på, at det var et dyrehoved, der stak op af den. ”Jeg fik først spillet i går, så jeg er ikke nået så langt,” grinede hun og vinkede igen af ham, at han skulle følge efter hende. Kristjan rejste sig, og en mærkelig tunghed lagde sig om ham. Da han kiggede ned, gik det op for ham, at han var iklædt en tyk lædervest. Målløs stirrede han ned af sig selv og gav sig til at undersøge de mærkelige sølvknapper, der var flankeret af frynsepynt. Han syntes, at han kunne genkende det et sted fra. Kvinden sendte ham et stort smil. ”Jeg er vild med dit hår!” I det samme ramte han noget. En mur i luften. Han kunne ikke se den, men den standsede ham og ruskede i ham af alle kræfter. Skræmt veg han bagud, men det usynlige væsen holdt ham fast, og han kunne ikke engang skrige om hjælp. Det var som om hans stemme var blevet afskåret fra verden, og kvinden så bare undrende på ham uden at reagere. Han slog ud i luften og syntes flere gange at kunne mærke noget blødt. Så ramte et slag ham på siden af hovedet, og hans blik flød ud. ”Så vågn dog op!! Satans! Så vågn dog!”
Der gik et par sekunder, før han kunne fokusere igen. Aldrig havde han været så lettet over at se det cigaretosende problembarns ansigt. ”Kristjan! Kristjan, kan du høre, hvad jeg…” ”Ja, for helvede... og gider du godt slippe mig?” Hans kæreste stirrede på ham med store, skræmte øjne, men han gjorde ikke nogen mine til at ville efterkomme hans bøn. ”Hvad fanden tror du lige, du har gang i?! Du kan sgu da ikke bare gå og falde i søvn på gadehjørnerne i det her vejr, din idiot!” Han ruskede igen i ham og halvt slæbte, halvt bar ham hen ad gaden. ”Hey, hold op med det dér!” Kristjan forsøgte at få fodfæste, men det hele gik simpelthen for hurtigt for ham. Irriteret så han sig om efter kvinden og katten og savsmuldet, men det hele var væk. Kulden var også kommet igen, og det gik op for ham, at han ikke kunne mærke sine fingre. Hans kæreste bandede og svovlede for sig selv, mens han trak ham hen til en taxa og smed ham ind på bagsædet. Kristjan rystede ukontrolleret over hele kroppen i mødet med den slående varme i bilen. Det gik langsomt op for ham, at han måtte være faldet i søvn på trappetrinnet. Men drømmen havde ikke været uhyggelig. Da taxaen holdt udenfor lejlighedskomplekset, var han stadig stiv af kulde, og uden hjælp var han aldrig nået op på til 4. etage. Hans kæreste mumlede noget usammenhængende, mens han hev tøjet af ham og pakkede ham ind i tæpper og dyner, og Kristjan bemærkede fraværende, at han lugtede af sved. ”Fulgte du efter mig..?” Han fik ikke noget svar, og snart døsede han hen igen. Kvinden var der ikke længere, men gaden var den samme.
Navn: Maze
Alder: 19 år
Køn: dreng
Level: 9
Class: Lord
Retning: Path of the shield
Stats: Fokus på strength, stamina og defence.
Udseende:
Maze er 1,74 m høj, har lange ben og kraftige overarme, mørke øjne og et særdeles charmerende smil. Over hele hans krop finder man et utal af fregner (pigmentfejl om man vil), og hans tykke hår har en dyb lilla nuance.
Tøj/equipment:
Overkrop: At han arbejder som Lord er let at se ud fra hans tøj, der er slidt og hullet, og værst er det gået ud over hans tynde lærredsskjorte, der efterhånden minder mest om en Sweizerost. Ud over den bærer han en kraftig lædervest med påsyede lærredsærmer i mangel af bedre. Den er udsmykket med to metalamuletter på brystet. Venstre skulder er beskyttet af en smukt forarbejdet anordning af metal, som ikke hæmmer hans bevægelsesfrihed stort, og som hidtil har kunnet holde stand mod hvad som helst. I tilfælde af koldt eller vådt vejr, ejer han en tyk uldkappe med hætte, der går næsten helt ned til jorden. Han har et bredt læderarmbånd omkring venstre håndled til støtte, når han skal parere slag.
Liv: Et smalt læderbælte med små metalstykker banket på til pynt - en del af dem er dog faldet af med tiden, så de ikke længere danner noget genkendeligt mønster.
Ben: Et par slidte, brune lærredsbukser.
Fødder: Et par lidt for store, kraftige, højhalsede støvler, der til gengæld kan holde til lidt af hvert.
Våben: Maze er den lykkelige ejer at et rundt skjold på ca. 1,7 meter i diameter, og som har reddet ham for en del skræmmer i tidens løb, selvom det er noget besværligt at bakse rundt med. Det er lavet af flere lag forarbejdet hesteskind og er stivet af med et ydre lag af metal. Der er en smal bræmme med skrifttegn rundt langs kanten, men ellers har det ikke nogen udsmykning. Desuden forsvarer han sig med et noget gennemrustent sværd, som han anskaffede sig lidt i panik, da hans oprindelige blev stjålet. Det er ikke specielt skarpt, men det er udemærket at parrere ting med. Men lidt kraft bag kan det da også godt bruges som slagvåben.
IRL karakter
Navn: Kristjan Saar
Alder: 19 år
Køn: dreng
Nationalitet: Estland
Personlighed: Der er dem, der kalder ham en lømmel, men som regel bliver han bare betragtet som en stakkels misforstået dreng, der ikke kan gøre for sin selvdestruktive trang til at genere folk og bryde en grænse så snart, han får øje på den. Han gør det heller ikke af ond vilje, men snarere fordi han har lettere masochistiske tendenser og ikke har noget imod negativ opmærksomhed. Men på trods af det, er han en forbløffende smilende dreng, og det er kun meget sjældent, at han falder hen i melankoli. Sollys er ham en evig kilde til forundring. Det er heller ikke ret tit, at han bliver vred, men så falder hammeren til gengæld også for alvor. Man kan nok med rette kalde ham temmelig voldelig. Han har svært ved at koncentrere sig om stillesiddende beskæftigelser, og når han snakker med folk, giver han sig tit til at vade frem og tilbage eller pille ved ting. Han er temmelig passioneret af sind, og hvis der er noget eller nogen, han vil have - men ikke kan få, ender det som regel med, at han smadrer genstanden og skræmmer personen væk. Samtidig bør man nok heller ikke stole for meget på de bånd, han knytter til andre folk. Godt nok kan han blive hjernedødt væk i en forelskelse i lang tid af gangen og nære meget intense kammeratskaber med alverdens besynderlige mennesker, men det er på ingen måde en forpligtelse for ham, og han er ikke bleg for at skride, når han ikke gider mere. Utroskab i kæresteforholdene og tillidsbrud blandt vennerne er snarere reglen end undtagelsen. Han er ikke uintelligent. Han forstår bare ikke, hvorfor ting skal være mere komplicerede end at man kan løse dem med en øl eller en flad. Til hans mere elskelige sider kan man bemærke, at han ikke er typen, der beskylder andre for sin egen ulykke eller bærer nag. Livet går sin gang, og han tager imod det, som det kommer. Faktisk er han efterhånden blevet ret glad for sin rolle som Maze (lord), der giver ham muligheden for at gøre en positiv forskel for andre, men inderst inde i sit lille, sorte hjerte kan han stadig bedre lide ris end ros. Han går på ingen måde op i sin generelle levestandart og kan leve af dåsetun i uger af gangen, ligesom han heller ikke bruger nogen penge på tøj. Han er desuden ikke bleg for at benytte sig af besynderlige ordsprog fra Estland, selvom de oversat til andre sprog godt kan give nogle temmelig upassende billeder.
Baggrund / introducering til Athia:
Kristjan havde aldrig interesseret sig synderligt for computerspil, måske fordi han aldrig havde haft sin egen pc. Nogle aftener sad han ved siden af sin storebror og betragtede ham nedslagte såvel politibetjente som terrorister, men aldrig i mere end et øjeblik. Så begyndte det at svimle for ham og krible over hele kroppen, og den stensikre kur var at hugge broderens mus, springe ud af vinduet og flygte over hals og hoved grinende rundt i haven indtil han blev fanget og måtte bide i græsset. Når han nu tænkte tilbage, havde himlen altid været lyseblå, og han havde aldrig kunnet løbe sin bror træt lige gyldigt hvor mange blomsterbede, han fór igennem, eller hvor mange gange han skreg om nåde. Han besluttede med sig selv, at sådan en computer måtte have en form for magisk kraft. Det var i hvert fald de eneste gange han så sin bror lave rullefald over kølerhjelmen, der stak ud af garagen, eller ramte plet med de bolde, han kylede efter ham. Gang på gang måtte han give op og faldt hylende og skraldgrinende om på plænen, mens hans bror kæmpede for at få musen fra ham, og hans lange pandehår kildede Kristjan på halsen. Han var aldrig i tvivl om, at han var bøsse. ”Hey! Av! Du behøver ikke være så voldelig,” grinede han og rakte udmattet musen i vejret. Hans bror snuppede den ud af hånden, plantede en knytnæve i maven på ham og vrissede, ”Den, der ikke er bange for smerte, får tingene gjort.” Kristjan himlede med øjnene og skar grimasser af hans ryg. ”Retfærdighed har ingen familie.”
En god dreng, det var, hvad de kaldte ham. En god dreng, der bare skulle hjælpes lidt på vej. Lidt på vej, min bare. Den, der låner sin røv ud, må skide gennem munden. Men Kristjan havde ikke noget imod, at den mandlige støttepædagog sad og pustede ham i nakken i timerne. Faktisk lavede han nogle gange ballade bare for at blive skældt ud. Men han var altid ’en god dreng’, og det irriterede ham grænseløst. Han var rastløs. Skolen var bare skole. Nogle gange dumpede han med vilje sine prøver, for at han kunne bruge timer i et lille lokale sammen med vejlederen, der tog sig til hovedet og bandede over, at de måtte starte helt forfra på pensum. Men Kristjan var en god dreng, han fortjente at få en chance til. Nogle gange gabte han højlydt i timerne bare for at mærke den bestemte hånd lukke sig anstrengt og hårdt om hans skulder for at få ham til at tage sig sammen. En dag hældte han oven i købet en kop varm kaffe ud over sin lærers bukser – kun delvist med vilje. Det gav ham en eftersidning. Men varmen efter lussingen sad i hans kind resten af dagen. Når timerne blev for lange, gav han sig til at betragte sine klassekammerater i eftermiddagslyset. Opstoppernæser, flyveører, modermærker, kalveknæ, bumser, monobryn, hagedun og fregner. Af en eller anden grund faldt han altid i staver, når hans blik nåede til drengen helt ude ved væggen i rækken foran. Han havde mørkt, tykt hår, der altid så veltrimmet ud, selvom det var længere end de andres. Han var ikke særlig høj, gik kun Kristjan til næsen, og så havde han så mange fregner over hele kroppen, at den ene af hans forældre måtte være rødhåret. Det var i hvert fald, hvad folk sagde. Ikke rigtig asiatisk, men bestemt heller ikke europæisk. En gang imellem bemærkede han, at han blev betragtet. Så drejede han hovedet og sendte Kristjan et smil, der fik hans mave til at slå kolbøtter som om han stadig stod og afventede lærerens slag med sammenknebne øjne. Han forsøgte engang at smile tilbage på samme måde – så man kunne se tænderne – men var så forfjamsket, at han slugte et hik og lavede et farligt postyr. Hans hænder sitrede ukontrollerbart længe efter at smældet fra linealen havde fortaget sig, og den lille fregnede dreng sendte ham et bekymret blik under armen, fordi han var bange for også at blive straffet. Han hed Auli og var kun halvt estlænder på trods af sit navn.
Han var Kristjans bedste ven gennem resten af folkeskolen, og Kristjan var hans hemmelige beundrer helt op gennem gymnasiet. Nogle gange kunne han finde på at give sig til at rode i Aulis hår eller rette på hans tøj bare for at blive skubbet væk og kaldt en bøsserøv, og han gik endda så vidt som til at omfavne ham, når de var alene, og nød drengens forskrækkede udbrud i fulde drag sammen med de venskabelige lammere, der plejede at følge efter. Men Auli skred aldrig på trods af, at han heller aldrig gav nogen respons på den slags hændelser, og efterhånden som de blev ældre, voksede han Kristjan over hovedet, fik endnu flere fregner, og begyndte at interessere sig for computerspil. Virtual reality, kaldte han det. Og som den gode dreng, satte Kristjan sig troskyldigt og så til, mens hans ungdomsforelskelse forelskede sig i de kolde ting og den uhyggelige hjelm, der hørte med. Det lignede en omgang sci fi. Han kunne kun holde koncentrationen et øjeblik, rejste sig for at gå, ombestemte sig, drejede lidt rundt om sig selv, gik hen til døren, snurrede rundt, og vadede så hen til den opslugte skikkelse, der af og til udstødte små lyde, som om han reagerede på en verden, som Kristjan var lukket ude fra. Han bøjede sig ned og viftede lidt foran hjelmens skærm uden at få noget svar. Så løftede han med et snuptag hjelmen af hovedet på ham og stak af med den. Der gik kun få sekunder, før Auli var efter ham med et brøl. Han var helt rød i hovedet, og det var tydeligt, at han havde været i gang med noget meget vigtigt. Værelset var en noget mindre legeplads, end den gamle have havde været, og Kristjan nåede ikke mange gange rundt om det lille bord og kontorstolen, før den fregnede skønhed kastede sig over ham og væltede ham om på gulvet. Han satte sig på hug ved siden af den faldne med et stort grin og rakte sejersbevidst ud efter hjelmen, mens Kristjan stædigt låste armene omkring den og forsøgte at komme op at sidde uden at bruge hænderne. Auli skubbede ham med lethed tilbage igen og rynkede brynene i en påtaget truende grimasse. ”Herr Saar, hvis du ikke overleverer det headset til dets retmæssige ejermand lige med det samme, ser jeg mig nødsaget til at kysse dig.” Kristjan spærrede øjnene op, og Auli så sit smut til at rive hjelmen ud af armene på ham i et øjebliks uopmærksomhed. ”D-det kan du da ikke bare sige..?!” Han var målløs. Aulis fregnede ansigt lyste op i et stort smil, og han rettede pludselig bevidst på sit hår. ”Hold da op. Jeg ved sgu da godt, at du er homoseksuel.” Han rakte en hånd ud og hjalp Kristjan på benene. ”Hvad havde du regnet med? Den der snyder, er en hund, og den, der lader sig snyde, er en idiot.” Da Kristjan stadig bare stirrede dystert på ham, lod han sagtmodigt smilet falme. ”Hør, jeg troede ikke det gjorde noget, når vi var venner..? Jeg mener, vi har sgu da også set porno sammen, for fanden!” Han så nu næsten lige så bedrøvet ud som dengang han havde været indirekte skyld i en række smæk over fingrene. ”Hey, Saar, jeg er ked af det, okay? Jeg skulle have sagt det noget før. Du ved… jeg er jo ikke til mænd, vel?” Kristjan hørte ikke rigtig efter. Det var såmænd ikke fordi han var chokeret over, at Auli havde opdaget noget. Han havde trods alt aldrig været særlig diskret omkring det og givet ham masser af indiskrete tilbud i årenes løb. Og det var heller ikke, fordi Auli var til kvinder, for det havde han vidst lige så klart, som han havde håbet på det modsatte. I bund og grund håbede han vel bare på at få en eller anden reaktion. En reaktion ud over platte undskyldninger og hule bebrejdelser. Han savnede den tid, hvor de kunne slå på hinanden til den ene fik blodtud, og den anden begyndte at tude. Det var ikke spor sjovt at vokse op. Auli var løbet tør for ord. Kristjan åndede tungt ind, fnøs, skubbede ham væk og smækkede sig ned i kontorstolen foran den unødvendige computerskærm. ”Hvad kaldte du det her? Atri?” Et dybt, lettelsens suk dalede ned på hans skulder, og Auli stoppede forsvarligt hjelmen ned om ørerne på ham og gav den et klask. ”Athia. Athia, hedder det.” Mens han i roligt tempo instruerede sin ven i de basale regler og principper omkring spillet, bemærkede han, at den karakter, der trådte frem på skærmen foran Kristjan, lignede ham selv til forveksling. Et øjeblik gik han i stå og betragtede forundret, hvordan en masse fregner trådte frem på drengens ansigt. Han havde ikke et spejl i nærheden, men han var ikke i tvivl om, at de sad præcis, hvor han havde set dem i morges. Auli bankede en gang på hjelmen og ville have ham til at holde op med at freake ham ud, men Kristjan tastede hurtigt MAZE og trykkede enter. Figuren susede af sted ud i cyber space, og der gik et stykke tid, før han fjernede hjelmen. ”Idiot…” Auli dunkede ham halvhjertet på skulderen og vendte sig væk. Det var en udmærket afsked.
Efter sommerferien startede Auli på universitetet, og Kristjan fandt sig et deltidsarbejde som vikar på den gamle skole. Der gik længere og længere imellem deres ufrivilligt planlagte, tilfældige sammenstød, og snart hilste de ikke engang længere, når de bumpede ind i hinanden. Aulis kæreste havde langt, mørkebrunt hår og et ynkeligt blik, der så ud til at kunne flyde over, hvis man så meget som rørte ved hende. Kristjans kæreste havde en stor tatovering mellem skulderbladene og et cigaretforbrug, der truede med at slå ham ihjel indenfor de næste 10 år.
Så kom drømmene. Første gang vågnede han fuldstændig stakåndet, som om han havde løbet rundt det halve af natten. Næste aften vågnede han flere gange uden at kunne huske hvorfor, og sveden haglede af ham. Tredje morgen stod han op med en mærkelig fornemmelse af, at han havde set Auli, og fjerde nat holdt han sig ganske enkelt vågen af frygt for, at der var gået noget i stykker inde i hans hoved. Femte nat ligeledes. ”Så slap dog af, mand. Dine øjne er helt tørre…” Kristjan vendte sig irriteret væk og takkede nej til den kop, hans kæreste rakte frem mod ham. Han havde drukket tre liter kaffe indenfor det seneste døgn, og hans hoved sveg og skreg til ham, at han skulle gå i seng. ”Hør, jeg mener det alvorligt, du ligner lort. Hvad fanden er det, du har rodet dig selv ind i?” Koppen blev stillet temmelig aggressivt på køkkenbordet, så noget af kaffen skvulpede over og lavede en våd ring på den i forvejen stærkt plettede bordplade. Han vidste ikke, hvad han skulle svare. Måske var han bare overtræt, men selvom han ikke havde sovet den nat, bankede hans hjerte hårdt og vedvarende mod hans ribben, mens han samlede sine tanker. Der var nogen, der forfulgte ham. Nogen, han ikke havde lyst til at møde. Da han ikke svarede, daskede kæresten til hans skulder. ”… er det så slemt?” Kristjan lod sig glide ned af bordet med en hovedrysten, greb sin frakke og smækkede døren efter sig, før han trådte ud i vinterkulden. Hans ånde frøs til is endnu før, den var nået ud af hans mund. Vinden stak i ham som syle, og han lukkede hurtigt jakken til og trak hætten op over hovedet. Han behøvede ikke at se sig tilbage for at vide, at hans kæreste holdt øje med ham fra vinduet. Han var ikke nogen drømmefyr, men han sørgede da for at rede trådene ud, når Kristjan kom på afveje og fik lagt sig ud med de forkerte mennesker. Med en pludselig beslutsomhed begav han sig ud i vintermørket.
En enkelt bil overhælede ham, men ellers var kvarteret helt dødt. Det tynde lag frostsne på vejbanen genspejlede gadelygterne som en lang række af selvlysende biller, og kulden fordrev for en stund den altopslugende træthed. Han gik i flere timer uden noget mål. Tempoet ændrede sig ikke, selvom hans kinder snart var gule af frost, og hans tænder klaprede. Det føltes som om hans muskler langsomt blev til tunge isklumper, og hver gang han tog et skridt, knasede de ubehageligt. Men han fortsatte ufortrødent og nød den stilhed, det gav i hans hoved. Da solen så endelig tittede op over de laveste hustage, sank han sammen på en trappesten. Han rystede af kulde. ”Sygt… jeg bliver fucking sindssyg” stammede han frem for sig selv og lo kvækkende, mens han forsøgte at få kontrol over sine sitrende læber. Foran ham dalede et par trodsige fnug af sted på solstrålerne, og snart fik han øje på en lille kat, der smøg sig hen langs husmuren. Den var tynd og udhungret, men den så ikke ud som om, den frøs. I virkeligheden var det heller ikke så koldt. Frosten var oven i købet allerede fordampet fra asfalten, og nedenunder lå et sammenstampet lag af flis og savsmuld. Kommunen forsøgte da også at spare på alt. Katten stoppede op, da den fik øje på ham, og pilede så den anden vej. Kristjan fulgte den med øjnene. Det gik pludselig op for ham, at han ikke kunne genkende det område af byen, han havde bevæget sig ind i. Husene lignede noget fra stenalderen, meget hyggeligt faktisk, hvis det da ikke lige havde været for stanken. En forvildet høne kom rendende pludrende forbi ham med en ældre kvinde i hælene, og drengen så forvirret efter dem. ”Hej! Er du også nybegynder?” Han så op og tabte kæben. En ung, storbarmet kvinde stod og vinkede til ham. Hun var klædt helt i hvidt, en slags kjole eller noget, og om skulderen havde hun en stor taske. Han havde kunnet sværge på, at det var et dyrehoved, der stak op af den. ”Jeg fik først spillet i går, så jeg er ikke nået så langt,” grinede hun og vinkede igen af ham, at han skulle følge efter hende. Kristjan rejste sig, og en mærkelig tunghed lagde sig om ham. Da han kiggede ned, gik det op for ham, at han var iklædt en tyk lædervest. Målløs stirrede han ned af sig selv og gav sig til at undersøge de mærkelige sølvknapper, der var flankeret af frynsepynt. Han syntes, at han kunne genkende det et sted fra. Kvinden sendte ham et stort smil. ”Jeg er vild med dit hår!” I det samme ramte han noget. En mur i luften. Han kunne ikke se den, men den standsede ham og ruskede i ham af alle kræfter. Skræmt veg han bagud, men det usynlige væsen holdt ham fast, og han kunne ikke engang skrige om hjælp. Det var som om hans stemme var blevet afskåret fra verden, og kvinden så bare undrende på ham uden at reagere. Han slog ud i luften og syntes flere gange at kunne mærke noget blødt. Så ramte et slag ham på siden af hovedet, og hans blik flød ud. ”Så vågn dog op!! Satans! Så vågn dog!”
Der gik et par sekunder, før han kunne fokusere igen. Aldrig havde han været så lettet over at se det cigaretosende problembarns ansigt. ”Kristjan! Kristjan, kan du høre, hvad jeg…” ”Ja, for helvede... og gider du godt slippe mig?” Hans kæreste stirrede på ham med store, skræmte øjne, men han gjorde ikke nogen mine til at ville efterkomme hans bøn. ”Hvad fanden tror du lige, du har gang i?! Du kan sgu da ikke bare gå og falde i søvn på gadehjørnerne i det her vejr, din idiot!” Han ruskede igen i ham og halvt slæbte, halvt bar ham hen ad gaden. ”Hey, hold op med det dér!” Kristjan forsøgte at få fodfæste, men det hele gik simpelthen for hurtigt for ham. Irriteret så han sig om efter kvinden og katten og savsmuldet, men det hele var væk. Kulden var også kommet igen, og det gik op for ham, at han ikke kunne mærke sine fingre. Hans kæreste bandede og svovlede for sig selv, mens han trak ham hen til en taxa og smed ham ind på bagsædet. Kristjan rystede ukontrolleret over hele kroppen i mødet med den slående varme i bilen. Det gik langsomt op for ham, at han måtte være faldet i søvn på trappetrinnet. Men drømmen havde ikke været uhyggelig. Da taxaen holdt udenfor lejlighedskomplekset, var han stadig stiv af kulde, og uden hjælp var han aldrig nået op på til 4. etage. Hans kæreste mumlede noget usammenhængende, mens han hev tøjet af ham og pakkede ham ind i tæpper og dyner, og Kristjan bemærkede fraværende, at han lugtede af sved. ”Fulgte du efter mig..?” Han fik ikke noget svar, og snart døsede han hen igen. Kvinden var der ikke længere, men gaden var den samme.